Jeg blev behandlet i alle retninger — og mistede næsten mig selv undervejs

Da min krop begyndte at forandre sig voldsomt, søgte jeg hjælp, lyttede, prøvede og fulgte råd. Men jeg lærte også, at man godt kan være i behandling uden nødvendigvis at føle sig mere hjemme i sig selv.

Når noget i kroppen ikke fungerer, opstår der en menneskelig længsel efter forklaring og hjælp. Man går til lægen, lytter, prøver og forsøger at samarbejde med dem, der ved mere.

Jeg tog imod mange løsninger — eller forsøg på løsninger. Med kroniske smerter, inflammatoriske problemer og en voldsom overgangsalder bliver man mødt med et katalog: plastre, piller, nye præparater og genbrugte lægemidler. Noget virkede lidt, noget virkede ikke, og noget ændrede ikke kun smerterne, men også mig. Medicinen og kroppens identitetsændring gik hånd i hånd, og med mørk humor kunne man kalde det en dobbelt identitetsændring.

Da jeg blev opfordret til at få en hormonspiral, lød det som en praktisk løsning. Men min krop ville ikke have den. Det endte med operation, og spiralen virkede dårligt: jeg tog syv kilo på, og det belastede min slidgigt yderligere. Efter ni måneder måtte jeg opgive spiralen, som ovenikøbet var begyndt at skubbe sig selv ud. Gynækologen fandt fibromer, og vurderede, at hormonerne havde næret dem. Spiral var en dårlig idé for mig, men det tog tid før nogen sagde det.

To gynækologer, to forskellige vurderinger på samme hospital. Det interessante er ikke uenigheden, men hvad der sker med én selv, når kroppen er i opbrud, og man skal navigere i forskellige autoriteter og råd. Når man er sårbar, er det fristende bare at tage næste løsning ind, fordi man længes efter, at nogen kan få det hele til at give mening.

Mange kvinder mister kontakten til sig selv — ikke fordi de er dumme, men fordi de står midt i så meget støj og så mange løsningsmodeller, at deres egen oplevelse næsten bliver det mindst autoritative i rummet. Pointen er ikke, at kvinder skal være deres egne eksperter, men at de skal turde registrere sig selv og lægge mærke til, hvad der faktisk sker, før de tager noget ind i kroppen eller sjælen, bare fordi en ekspert siger det.

Man skal tage imod hjælp, men ikke aflevere fortolkningsretten over sit eget liv. Jeg lærte det på den hårde måde: man kan være i behandling og samtidig blive mere og mere fremmed for sig selv, hvis alt fokus er på at få en løsning, og næsten intet på at forstå, hvad kroppen prøver at fortælle.

Det er ikke en klagesang eller en sejrshistorie, men en ærlig fortælling om, hvor forvirrende det kan være at være kvinde i en krop, der ændrer sig, mens eksperter, internet og medicin taler, og man selv forsøger ikke at forsvinde i mængden af forslag. Mange har prøvet det i mildere versioner: at blive sendt rundt mellem forklaringer, at prøve noget i god tro, at mærke det ikke passer, og at tvivle på sig selv.

Noget i mig begyndte at skifte. Ikke mod klarhed endnu, men mod en mere vågen forståelse af, at jeg ikke bare skulle behandles, men også forstås. Det var begyndelsen på, at jeg ikke længere så mig selv som et projekt, der bare manglede teknisk justering — og måske var det det, der skulle til, før jeg kunne begynde at forstå, hvad accept krævede.