Når styrke bliver det, der holder dig fast

Jeg troede længe, at min styrke var det, der skulle redde mig.

Det havde jo virket før. Jeg havde bygget et liv op omkring at kunne tænke klart, handle hurtigt, tage ansvar og holde retning, også når noget var svært. Ikke fordi livet altid var let, men fordi jeg havde lært at fungere i modvind. Jeg kendte den version af mig selv godt. Katrine den stærke. Forretningskvinden. Hende, der fandt en vej. Hende, der ikke blev liggende. Hende, der godt kunne bære meget.

Det lyder umiddelbart som en god identitet at have. Og det var det også. Lige indtil den begyndte at stå i vejen.

For der findes situationer i livet, hvor det, der før var en styrke, langsomt bliver til en fastholdelse. Ikke fordi styrken i sig selv er forkert, men fordi den er bygget til et liv, der ikke længere findes i den samme form.

Det tog mig lang tid at forstå.

Når det gamle system ikke virker mere

Da sygdom, smerter og overgangsalder for alvor begyndte at ændre mit liv, gjorde jeg det, jeg kendte bedst. Jeg forsøgte at holde fast. Ikke nødvendigvis bevidst. Mere som refleks. Jeg blev ved med at tænke, at jeg skulle finde en vej tilbage. Tilbage til den version af mig selv, jeg kendte. Tilbage til den rytme, det drive og den måde at være i verden på, som havde båret mig gennem så meget.

Det virkede bare ikke.

Og det mærkelige var, at jeg i lang tid kom til at tro, at problemet var, at jeg endnu ikke havde fundet den rigtige løsning. Den rigtige behandling. Den rigtige justering. Den rigtige måde at tage mig sammen på. Der var stadig en del af mig, der tænkte, at hvis jeg bare blev ved længe nok, så kunne jeg få det gamle system op at køre igen.

Jeg havde med andre ord stadig fuld tillid til, at mit gamle jeg bare var midlertidigt forsinket.

Det var det ikke.

Den identitet, vi holder fast i

Jeg tror, mange kvinder kender den mekanisme, også uden at kalde den det. Man holder fast i en identitet, der har tjent én godt. Man bliver ved med at tale til sig selv ud fra gamle præmisser. Man forsøger at leve op til en udgave af sig selv, som måske faktisk ikke længere passer til virkeligheden. Ikke fordi man er dum eller stædig, men fordi det gamle jeg er trygt. Det er genkendeligt. Det har status. Og måske vigtigst af alt: Det har en historie, man selv har kunnet lide at bo i.

Mit gamle jeg havde en god fortælling. Hun var stærk. Hun var kompetent. Hun var handlekraftig. Hun kunne finde en vej.

Problemet var bare, at hun også var bygget til at vinde over noget. Og nogle forandringer i livet lader sig ikke vinde over. De skal forstås. Og på et tidspunkt også accepteres. Ikke på den pæne måde. Ikke som i et opslag med morgensol og ro i ansigtet. Mere som i: Nå. Så det er altså dette liv, jeg står i nu. Hvad kræver det af mig, hvis jeg skal være i det uden at gå i krig med virkeligheden hver dag?

Den tanke kom ikke naturligt til mig.

Jeg stod i det stik modsatte i lang tid. Jeg kunne for eksempel stå og kigge på min kalender om morgenen og skulle vurdere, om jeg overhovedet kunne gennemføre de ting, der stod i den. Det havde været et utænkeligt regnestykke bare få år tidligere. Tidligere handlede planlægning om logistik. Nu handlede den om kapacitet, smerter og efterregning. Jeg havde åbenbart fået en intern økonomiafdeling, som konstant vurderede, hvad min krop kunne betale sig fra. Jeg havde ikke bedt om den. Den flyttede bare ind.

Og i stedet for at tage det ind som et reelt tegn på, at noget var forandret, blev jeg længe ved med at læse det som et problem, jeg skulle overvinde.

Styrke kan også være en flugt

Det er her, noget vigtigt bliver synligt. For når man er vant til at være stærk, kan man let komme til at bruge styrken til at undgå at se det, der faktisk er sket. Man kalder det måske ansvarlighed. Kampgejst. Vilje. Men under det kan der ligge noget andet: en dyb modvilje mod at give slip på det billede af sig selv, som man har investeret så meget i.

Jeg kæmpede ikke bare for mit helbred. Jeg kæmpede også for min gamle identitet.

Og det er ikke helt det samme.

Det var først langt senere, jeg forstod, hvor meget energi der lå bundet i netop den kamp. Hvor meget et nervesystem kan være på overarbejde, når et menneske insisterer på at være den, det var, i stedet for at begynde at forstå, hvem det nu er nødt til at blive.

Det er en smertefuld erkendelse. Ikke mindst fordi den rokker ved noget, mange af os næsten ser som moralsk godt: at holde fast, at blive ved, at nægte at give op. Der er meget i vores kultur, der roser netop den kvinde, som kæmper sig tilbage, finder en løsning, tager styringen og nægter at lade sig definere af noget svært.

Men hvad nu hvis problemet ikke er, at du er ved at lade dig definere? Hvad nu hvis problemet er, at du bliver ved med at definere dig selv ud fra noget, der ikke længere passer?

Det er en helt anden samtale.

Og måske også en mere moden samtale. For den handler ikke om at blive svagere. Den handler om at blive mere sand.

Den tavse udmattelse

Jeg tror ikke, det er tilfældigt, at så mange kvinder midt i livet bliver trætte på en måde, der stikker dybere end almindelig udmattelse. For mange af os bærer ikke kun på smerter, symptomer eller hormonel uro. Vi bærer også på en gammel selvforståelse, som vi bliver ved med at prøve at holde i live. Vi bruger enorme kræfter på at ligne os selv for os selv. Og det arbejde er sjældent gratis.

Det er heller ikke altid synligt. Udefra kan det ligne styrke. Indefra kan det føles som stivnakket sorg.

Jeg opdagede det også socialt. Jeg begyndte at sige nej til mere. Ikke altid rent. Ikke altid ærligt. Nogle gange bortforklarede jeg. Pakkede det ind. Lød mere praktisk, end jeg var. Det er jo lidt mere elegant at lyde travl end forandret. Men sandheden var, at mit liv allerede havde flyttet sig, og at jeg stadig forsøgte at få det til at ligne den gamle version. Det var slidsomt.

Og måske er det netop dér, artiklens pointe ligger: at styrke ikke altid er det samme som bevægelse fremad. Nogle gange er styrke bare det navn, vi giver vores modstand mod at se sandheden.

Det er ikke en rar tanke. Men det kan være en frigørende en.

At slippe det, der holdt én oppe

For i det øjeblik man opdager, at det gamle billede af én selv ikke længere hjælper, opstår der også en ny mulighed. Ikke nødvendigvis en hurtig løsning. Ikke en smart ny identitet. Ikke en pæn fortælling om at være kommet styrket ud på den anden side. Den type konklusioner er jeg efterhånden blevet ret træt af.

Mere noget i retning af: Måske behøver jeg ikke blive den, jeg var. Måske er det mere vigtigt, at jeg begynder at forstå, hvem jeg er nu.

Det er et langt mere ydmygt spørgsmål. Og et langt mere krævende et.

For det kræver, at man tør slippe noget, der før gav én status, retning og selvrespekt. Det kræver, at man tør stå i en fase, hvor man ikke helt ved, hvem man er endnu. Og det kræver, at man tør lade sin styrke ændre karakter.

Ikke forsvinde. Ændre karakter.

For måske er styrke i den her fase ikke længere at presse sig igennem. Måske er styrke at stoppe op. At registrere. At indrømme. At acceptere det, man på papiret godt ved, men i praksis stadig kæmper imod. At holde op med at bruge hele sit nervesystem på at argumentere med virkeligheden.

Det er ikke en mindre form for styrke. Det er bare en mindre prangende en.

Og måske er det netop den, flere kvinder har brug for at opdage. Ikke fordi de skal give op på sig selv. Men fordi de måske skal give slip på den version af sig selv, der ikke længere kan bære dem.

Jeg skriver ikke dette som et godt råd. Mere som en erkendelse, der kostede mig år at få øje på. Jeg blev ved med at tro, at min opgave var at komme tilbage til mig selv. I dag tror jeg, at min opgave i langt højere grad har været at forstå, hvorfor jeg holdt så stædigt fast i en identitet, der faktisk var begyndt at holde mig væk fra andre muligheder.

Det gør stadig lidt ondt at skrive.

Men det er også derfor, jeg skriver det.

For måske sidder der en anden kvinde et sted og gør præcis det samme. Ikke fordi hun er svag. Ikke fordi hun ikke vil se sandheden. Men fordi hendes gamle jeg har tjent hende godt, og fordi det føles som et tab at slippe det.

Det er det også.

Men nogle tab er ikke kun tab.

Nogle gange er de også begyndelsen på et mere sandt forhold til det liv, man faktisk står i.