Da min krop opsagde samarbejdet

Jeg troede længe, at det sværeste ville være smerterne, overgangsalderen og alt det praktiske, der følger med, når kroppen pludselig bliver en usikker samarbejdspartner. Men det, der for alvor ændrede mit liv, var noget andet: oplevelsen af, at jeg ikke længere kunne regne med den version af mig selv, jeg havde bygget hele mit liv op omkring.

Der findes forandringer, som ikke bare ændrer hverdagen, men hele måden man er til stede i sit eget liv på. Ofte kommer de snigende, som små forskydninger, der i starten ligner irritationer, og som først senere viser sig at have flyttet næsten hele fundamentet. Sådan var det for mig.

Jeg havde levet et liv med fart, ansvar og retning, og jeg kunne regne med mig selv. Jeg kunne tage beslutninger, arbejde hårdt og få ting til at hænge sammen — eller i hvert fald lade det se sådan ud. Men det var ikke bare smerterne eller overgangsalderen, der ramte mig. Det var langt mere forstyrrende, nemlig oplevelsen af, at min krop sagde fra på en måde, jeg ikke kunne ignorere. Den gamle måde at være mig på kunne ikke fortsætte uændret.

Jeg begyndte at overveje, om jeg overhovedet kunne gennemføre det, der stod i kalenderen. Ikke fordi det var noget dramatisk, men fordi det pludselig ikke længere var en selvfølge at tage en dag og leve den. Jeg måtte vurdere, måle og forhandle med min krop. Det var ikke kun et spørgsmål om energi, men om identitet — om ikke længere at være den kvinde, der bare går ind i sit liv, men den kvinde, der må overveje, hvad kroppen vil være med til i dag.

En ydmygende disciplin flyttede ind, hvor jeg nu levede med en indre økonomiafdeling, som konstant regnede på, hvad ting koster. Jeg havde ikke bedt om en indre revisor, men den kom uanmeldt. Jeg begyndte at sige nej til mere, ofte uden at være helt ærlig. Det var lettere at lyde travl end skrøbelig, og det gjaldt også med nære veninder, jeg elskede at være sammen med. At trække sig fra det, man faktisk elsker, er noget af det sværeste at indrømme, især når kroppen er blevet et mere usikkert sted at bo i.

Det er en ensom form for ændring, fordi den let ser selvvalgt ud udefra. Indefra føltes det som en langsom indsnævring, hvor livet stadig står med åbne døre, men kroppen begynder at lukke flere indefra. Og så var der dansen. For mig var det en vigtig glædes-motion, som pludselig forsvandt, fordi det gjorde ondt. Jeg gjorde det mindre og mindre, indtil det var væk. Det savner jeg helt vildt, for det tab siger meget præcist, hvad livsændringer gør: De tager ikke kun det tunge, men også det lette og spontane.

Kalenderen, de sociale arrangementer, veninderne og dansen forsvandt gradvist. Alt pegede i samme retning: Det var ikke bare en dårlig periode eller en besværlig krop, men en virkelighed, der forandrede mit liv på et mere grundlæggende plan. Jeg ville gerne have haft et problem med en pæn forklaring og prognose, men det fik jeg ikke. I stedet havde min krop opsagt samarbejdsaftalen uden møde.

Det tog tid at forstå, hvad der var på spil — især når man er vant til at tage ansvar og handle. Men der findes erfaringer, som ikke først og fremmest skal løses, men forstås. Jeg brugte lang tid på at tro, at jeg stadig var på vej tilbage til det gamle, men gradvist blev det sværere at opretholde den gamle fortælling. Ikke: Hvornår bliver jeg mig selv igen? Men: Hvem er jeg nødt til at være nu?

Det er et krævende spørgsmål, som kræver at man ser, at noget faktisk er forandret — ikke bare midlertidigt, men grundlæggende. Det er en sorg, der består af mange små afskeder, som ingen andre helt ser. Afskeden med selvfølgeligheden, den ubekymrede planlægning, den spontane dans, og den version af sig selv, der ikke behøvede at overveje prisen på alt. Man står et mærkeligt sted midt imellem; ikke som offer, men heller ikke som den, man plejede at være.

Måske er det netop dér, det hele begynder: med en nøgtern erkendelse af, at kroppen nogle gange opsiger samarbejdet, ikke fordi den er imod én, men fordi den ikke længere kan bære den gamle måde, man har levet på. Det er ikke en smuk erkendelse, men det var min begyndelse.