Jeg havde accepteret det på papiret — men ikke helt i hovedet

På smerteklinikken sagde en læge til mig, at det vigtigste i min situation var fuld accept. Jeg svarede ja, men hverken han eller jeg troede helt på det. Jeg havde accepteret det på papiret, bare ikke helt i hovedet. Accept er et ord, man først forstår længe efter det er blevet sagt. Det lyder pænt, næsten for pænt, men kan føles som en opfordring til at lægge sig ned og være et bedre menneske i sit eget sammenbrud.

Vi grinede begge, da jeg sagde, jeg kun havde accepteret det på papiret. For det er definitionen på mange modne menneskers forhold til virkeligheden: man har forstået den med forstanden, men ikke nødvendigvis indhentet den følelsesmæssigt. Lægen sagde, at kampen mod virkeligheden kan holde nervesystemet i alarmberedskab og gøre smerterne værre. Det var en irriterende indsigt, netop fordi den ramte præcist.

Selvfølgelig kæmpede jeg imod. Hvem drømmer om at give slip på en version af sig selv, man både kender og savner? Jeg ville gerne have mit gamle liv tilbage, regne med min krop, slippe for konstant vurdering og være den, jeg plejede at være. Men der findes forandringer, man ikke kan overtale sig ud af.

Accept bliver noget helt andet end det pæne ord: ikke resignation, men et smertefuldt ophør med at forhandle med noget, der allerede er virkeligt. Det tog mig lang tid, især fordi jeg hele livet havde lært, at man kommer videre ved at handle og tage ansvar. Nu skulle jeg slippe, hvile og holde op med at kæmpe mod selve præmissen. Det er ikke nemt for et menneske med respekt for vilje og handlekraft.

Noget overraskende var, at jeg faktisk burde hvile mig mere. Indtil jeg kom på smerteklinikken, havde fokus været på alle de råd, vi bliver bombarderet med: man må ikke hvile for meget, man skal passe på dårlige vaner. Men ikke alle passer ind i de råd. Det var befriende at få at vide, at jeg burde hvile mig mere. Bag humoren lå en alvor: vi tager generelle råd ind som universelle sandheder, uden at spørge nok til os selv. Noget af det er godt, noget er nødvendigt, men noget bliver til støj, hvis det ikke bliver filtreret gennem ens egen virkelighed.

Accept blev til sidst et vigtigt ord for mig, ikke fordi det er charmerende, men fordi jeg forstod, at alternativet kostede for meget. Hver gang jeg holdt fast i min gamle selvforståelse, spændte noget i mig op. Hver gang jeg nægtede at tage den nye virkelighed alvorligt, blev kampen indeni stærkere. Accept er ikke smuk, når man står midt i den, men ærlig — og måske er det først dér, noget nyt kan begynde.

Det tog mig fire år at forstå, at jeg ikke kunne leve, som om min vigtigste opgave var at få det gamle tilbage. Fire år at lære, at hvile ikke nødvendigvis er nederlag. Fire år at opdage, at min krop havde brug for mindre kamp. Fire år at nærme mig den voksne og lidt glamourøse indsigt, at man godt kan acceptere noget uden at synes om det.

Jeg synes stadig ikke, det hele var rimeligt eller elegant, og kroppen opførte sig ikke som en holdspiller. Men jeg kæmper ikke længere mod selve eksistensen af det, der skete — og det gør en forskel, både mentalt og fysisk. Det betyder ikke, at jeg er færdig eller har fundet en perfekt fred, men at jeg ikke længere forveksler modstand med styrke.

Måske er det dét, jeg vil give videre til andre kvinder: ikke råd eller behandlingstips, men muligheden for, at man godt kan være klog og handlekraftig og alligevel have brug for lang tid til at indhente sit eget liv følelsesmæssigt. At man godt kan have forstået noget på papiret længe før, man kan bo i det med hovedet og kroppen. Det er ikke svaghed, det er bare menneskeligt. Og hvis jeg skulle svare lægen igen i dag, ville jeg nok sige: Jeg er i gang — og for første gang ville jeg mene det.